Udskriv

Ifølge røntgenbekendtgørelsen skal der hvert andet år måles patientdoser til sammenligning med nogle referencedoser, der fastsættes af Sundhedsstyrelsen. Såfremt referencedosis overskrides ved gentagne målinger eller i væsentlig grad, skal årsagen findes og fjernes.

Desuden skal der foretages en generel vurdering af patientdoserne.

Endelig skal billedkvalitet og patientdosis optimeres.

Den eneste type røntgenundersøgelse, der fra Sundhedsstyrelsens side er fastsat referencedosis for, og som udføres hos kiropraktorer, er columna lumbalis undersøgelsen. Da denne undersøgelse samtidig er den, der hos kiropraktorerne giver den største dosis, og apparaturmæssigt er den mest krævende at udføre, vil alle ovennævnte krav om dosismåling kunne opfyldes ved at måle ved denne ene type undersøgelse.

Før der kan påbegyndes dosismålinger, skal der være udført modtagekontrol, og konstanskontrollen skal være inde i en stabil gænge.

Referencedosis
Referencedosis for columna lumbalis er fastsat således, at den svarer til patientdosis ved en typisk columna lumbalis a.p. optagelse af en gruppe voksne patienter af standardstørrelse. Referencedosis forventes ikke overskredet ved en veludført standardundersøgelse med et velfungerende røntgenapparat. Referencedosis er fastsat på baggrund af målinger hos danske kiropraktorer.

Referencedosis er fastsat af Sundhedsstyrelsen som huddosis målt centralt i feltet på indgangssiden af patienten med et dosimeter med små dimensioner. Referencedosis er fastsat til 7 mGy.

Målinger
Målingerne udføres af det godkendte røntgenfirma, der normalt udfører statuskontrollerne for klinikkens røntgenudstyr.

Patientdoserne bestemmes ud fra eksponeringsparametre: kV, mAs, fokus-objektafstand (FOA). For at opnå så høj grad af præcision som muligt, er det nødvendigt at opmåle en dosis/kV karakteristik for hvert enkelt apparat. Karakteristikkerne bestemmes i form af dosis frit i luft som funktion af kV og mAs i en kendt afstand (oftest 1 m) fra røntgenrørets fokus. Opmålingen af generatorer udføres med et passende kalibreret dosimeter. Dosimetret fastgøres i god afstand fra lejet, så spredt stråling herfra undgås.

Afstanden mellem røntgenrørets fokus og centrum af målekammeret måles. Hvis det er muligt anvendes 100 cm afstand. Dosis måles frit i luft for forskellige mAs værdier ved de kV-værdier, som klinikken normalt benytter til columna lumbalis a.p. Der benyttes mAs-værdierne fra det interval, der bruges ved undersøgelsen, typisk 40; 80 og 100 mAs. Der blændes ind til et felt, der er lidt større end dosimetret. Skema 13.1 udfyldes med de relevante parametre og måleværdier, og en kopi af skemaet sendes til NIKKB sammen med statuskontrollen.

Efter at røntgenfirmaet har foretaget opmålingen skal klinikken registrere eksponeringsparametre for 10 patienter og skrive disse i skema 13.2 og sende en kopi af dette skema til NIKKB. Den ansvarlige fysiker kan så på baggrund af disse skemaer beregne patientdoserne og beregne et gennemsnit for klinikken. Denne gennemsnitsdosis skal så sammenlignes med den af Sundhedsstyrelsen fastsatte referencedosis.

Overskridelse af referencedosis
Hvis de målte doser til stadighed eller i væsentlig grad overskrider referencedosis, fremgår det af røntgenbekendtgørelsen, at årsagen hertil skal fastlægges og om muligt fjernes. I den forbindelse kan det være nyttigt med en oversigt over nogle parametre, som har indflydelse på patientens indgangsdosis:



Fysikeren vil være behjælpelig med vejledning i de tilfælde, hvor referencedosis overskrides, men følgende orientering giver en ide om, hvilke muligheder der er for at reducere huddosis. Det vil imidlertid være på sin plads at gøre opmærksom på, at en reduktion af huddosis ikke ubetinget betyder en reduktion af den samlede patientdosis (effektive dosis).

Højspænding
Hvis kontrasten i billederne er særdeles god, kan kV øges og mAs reduceres, så den gennemsnitlige billedsværtning bibeholdes. En forøgelse på 10 kV, hvilket er meget, vil give en dosisreduktion på omkring 25%.

Milliamperesekundproduktet
Hvis billederne gennemgående er mørke, kan mAs reduceres. Der er ligefrem proportionalitet mellem mAs og dosis, dvs. en reduktion af mAs på 25 % giver en dosisreduktion på ligeledes 25 %.

Filtrering
Her vil der i praksis næppe være nogen besparelse at opnå i den samlede patientdosis. Filtrering nedsætter dog patientens huddosis. Der kræves en filtreringstykkelse på min. 2,5 mm.

Absorption i buckyen
Dette må være en af de sidste udveje for at reducere dosis. Det vil i hvert fald kræve omfattende undersøgelser af et røntgenfirma.

Rastertype
Et moderne kulfiberraster kan give en dosisreduktion.

Eksponeringsautomatik
Her gælder det samme som under milliamperesekundproduktet. Hvis billederne gennemgående er mørke, kan automatikken indstilles til at give lysere billeder.

Folie-filmsystemets følsomhed
Her ligger mulighederne for den virkelig store dosisreduktion. Har man et system med følsomhed 200, hvilket fremgår af målingerne ved modtagekontrollen, reduceres dosis til det halve ved overgang til et 400 system og til en fjerdedel ved overgang til et 800 system. Bruger man ikke film af samme mærke som folierne, kan der muligvis opnås en dosisreduktion ved at ændre på dette forhold. Det gælder specielt, hvis man bruger billige film. Disse kan have et lavt sølvindhold og dermed mindre følsomhed. Hvor stor en reduktion, der kan opnås, kan kun en måling vise.

Fokus-hudafstand
En forøgelse af fokus-filmafstanden fra 1 meter til 1,5 meter giver en dosisreduktion på omkring 25%. En forøgelse her ud over giver kun en marginal reduktion i dosis.

Fremkaldeproces
En forøgelse af fremkaldetemperaturen giver en forøgelse af sværtningen, og dermed kan mAs reduceres. En grads forøgelse af fremkaldetemperaturen vil give 5 til 10% reduktion af dosis. Men da fremkaldetemperaturen er optimeret ved modtagekontrollen, er der næppe meget at hente her, idet stigningen kan indvirke uheldigt på grundslør og kontrast.

Opbevaring af dokumentation
Resultatet af målingerne opbevares bag denne vejledning til brug for Sundhedsstyrelsen.


nikkb_kvalitetshaandbog