NIKKB har i dag budt velkommen til en ny medarbejder, idet Asger Torning har sin første arbejdsdag på kontoret som Kommunikationsmedarbejder.

 

Den ny Kommunikationsmedarbejder har tidligere beskæftiget sig med kommunikation i en stilling som Kommunikationskonsulent i Odense Sport & Event, med kommunikation omkring Odense Boldklubs Superligahold som sit ansvarsområde. Her var Asger Torning ansat i 17 år, og det har givet ham en god portion erfaring med en væld af varierende former for kommunikationsopgaver.

 

Syddansk Universitet er ikke nyt for den nye Kommunikationsmedarbejder: Asger Torning har tidligere læst engelsk på Center for Engelsk på SDU, men da de spændende opgaver i OB bød sig, var det for fristende til at sige nej. Nu er han så tilbage i bygningerne på Campusvej med stor gensynsglæde og gå-på-mod i det daglige arbejde med nye, udfordrende kommunikationsopgaver.

 

Selv om han nu ikke længere er ansat i OB, er Asger Torning fortsat involveret i livet i klubben, som assistenttræner for OB's U11 pigehold, og en stor del af fritiden tilbringer han i klubben eller i socialt samvær med gode venner. Desuden nyder den nye Kommunikationsmedarbejder også en god bog, uanset om det er skønlitteratur eller faglitteratur.

 

Asger Torning er ca. et halvt år fra at være 53 år, og han holder de gamle knogler i gang ved at cykle frem og tilbage mellem sit hjem i det centrale Odense og Campusvej.