Faglig Kongres 2018 sætter ny rekord. 55 % af branchen har tilmeldt sig kongressen, der holdes i Odeon i Odense 8. – 10. november. Mere end 660 personer deltager i kongressen, inklusive 90 studerende. Så mange deltagere har der ikke tidligere været til kongressen.

 

Blandt oplægsholderne er Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, Peter Lund Madsen, læge, hjerneforsker og forfatter og cand. scient Morten Elsøe, der vil komme med tankevækkende oplæg om kongressens tema ”kiropraktikkens ståsteder”.

 

- Vi er som kiropraktorer vel godt tilfredse. Det kører jo godt. Flere og flere søger hjælp for deres muskel og skeletproblemer. Men hvad med fremtiden? Hvordan ruster vi os bedst til den nye verden med øget konkurrence fra andre behandlere og virksomhedsformer? Er vi forandringsparate? Kræver det et bedre udsyn? Kan vi bare læne os veltilfredse tilbage med fokus på nutiden og forvente, at andre sikrer udviklingen og fremtiden for os? Vi må stille spørgsmål til fremtiden og til, hvordan vi som kiropraktorer ser på sundhed, og forholde os til en fremtid, hvor fortsat udvikling og et bredere perspektiv er nøgleord”, skriver kongresteamet, som blandt andet består af de efteruddannelsesansvarlige på NIKKB, om temaet.

 

De spørgsmål skal de mange deltagere blandt andet forholde sig til på en kongres, der som noget nyt spænder over tre dage – tidligere var det to dage – og præsenterer et overflødighedshorn af spændende og inspirerende foredrag og aktiviteter om temaet i plenum og i de forskellige lokaler på Odenses spritnye konferencested, Odeon. Med så mange deltagere er der basis for nogle spændende meningsudvekslinger undervejs på kongressen.

 

Hvis du har fortrudt, at du ikke har tilmeldt dig Faglig Kongres 2018, så fortvivl ikke. Du kan stadig nå at tilmelde dig – og du vil ikke fortryde det. Tilmeld dig via www.fagligkongres.dk

 

Du kan også følge Faglig Kongres 2018 undervejs på NIKKB’s Facebook- og Twitterprofil og på DKF og Faglig Kongres’ Instagramprofiler.

 

173D63173F52492BBA6C57EF473A617C