FORSKNING

NIKKB'S FORSKNINGSENHED

Frem mod 2016 er vores primære forskningsområder epidemiologisk forskning og forskning i rygsmerter, muskuloskeletale brystsmerter, slidgigt samt forebyggelse.

Fokus

NIKKB'S RESEARCH STRATEGY 2012-2016

NIKKB's forskningsenhed har udarbejdet en strategi for instituttets forskningsprioriteter i perioden 2012-2016.

Læs den her

Kalender

Når vi mennesker går på jorden, sikrer tyngdekraften, at vores muskler hele tiden er aktive. Men i rummet er det anderledes. Vores muskler bliver svage, når de udsættes for vægtløshed, fordi de ikke behøver arbejde. Det er ikke noget problem for de fleste af os, men for astronauter er det en stor udfordring.

 

Den 2. september får den danske astronaut Andreas Mogensen en drengedrøm opfyldt. Når han sendes ud i rummet til den internationale rumstation ISS, bliver han den første dansker i rummet. Men både han og andre astronauter møder en række udfordringer, når de forlader jordoverfladen. Vægtløshed påvirker nemlig musklerne, og Andreas Mogensen skal under sit ophold i rummet bl. a. teste en helt speciel dragt, der kan medvirke til at gøre noget ved det. Det skriver Videnskab.dk.

 

Har man set filmklip eller billeder fra ISS, har man måske set astronauter, der sidder på en cykel og træner. Det er en af de måder, astronauter kan mindske den påvirkning, vægtløshed har på menneskers muskelmasse. Uden vægt til at påvirke kroppen, som det er tilfældet på jorden, begynder ens muskler at gå i opløsning, derfor skal rumfarerne træne jævnligt for at holde musklerne ved lige.

 

Det er dog ikke alle former for træning, der er brugbar i rummet, f. eks. nytter det ikke at løfte vægte. ISS har sit eget lille fitnesscenter med de tre træningsapparater, der er essentielle for at træne musklerne under lange ophold i rumstationen. Det drejer sig om en kondicykel, et løbebånd og en styrketræningsmaskine, som hjælper astronauterne med at holde musklerne i form.

 

Forberedelserne begynder allerede på jorden inden missionen. Her træner astronauterne ihærdigt, og når de kommer op i den internationale rumstation, skal især musklerne i underkroppen holdes i form. Derfor træner en astronaut 2,5 timer om dagen under en rummission med fokus på squats, dødløft og hælløft. Efter en rummission følger igen træning for at sikre, at musklerne bliver trænet helt op til det niveau, der er nødvendigt på jordkloden.

 

- Det er benene og ryggen, der bliver svækket mest i vægtløshed. Benene bliver ikke brugt så meget som her på jorden. Armene bliver mindre svækkede, fordi astronauterne bruger dem mere til at bevæge sig rundt, siger Nora Petersen, en tysk sportsforsker, der de seneste 11 år har stået i spidsen for ESA’s fysiske træning af astronauter.
Senest har man udviklet en særlig tætsiddende dragt, Skinsuit, der skal give astronauterne modstrand, så forholdene nærmer sig dem, de kender på jorden. Den skal Andreas Mogensen teste under sit ophold i ISS.

 

De svækkede muskler kan også få konsekvenser på andre, relaterede områder, for de kan føre til uheld, der kan føre til skader på skelettet.

 

Udforskningen af musklernes ageren i vægtløstilstand kan være interessant for kiropraktorer, fordi noget af den viden og de produkter, der testes i forbindelse med astronauters træning af deres muskler i rummet, eksempelvis en udgave af Skinsuit, måske kan finde vej til kiropraktorernes behandling af deres patienters muskuloskeletale problemer engang i fremtiden.

 

Læs om astronauters anstrengelser for at holde musklerne ved lige i vægtløs tilstand her: http://videnskab.dk/ud-i-rummet/sadan-traener-astronauter-pa-rumstationen